Museet og samlingen
Huset
Øregaard Museum åbnede for offentligheden i august 1921. Men allerede i 1806 stod
huset færdigt som sommerlandsted for velhaverfamilien Søbøtker fra København. Øregaard - med den omkringliggende park - er et af Hellerups få bevarede landsteder fra 1800-tallet og giver indblik i en tid, hvor egnen umiddelbart nord for hovedstaden var
bondeland. Hvor rigmandsfamiliernes store landejendomme flettede sig ind mellem små husmandssteder og bondegårde.
Samlingen
Øregaard Museum råder over en af Danmarks store kunstsamlinger af topografisk karakter. Værkerne spænder over perioden 1750-1930 og skildrer motiver fra København og egnen umiddelbart nord for hovedstaden. Både ukendte, men også kendte, danske kunstnere som Jens Juel, C.W. Eckersberg, Martinus Rørbye og Paul Fischer er repræsenteret i samlingen.
En stor del af samlingen skyldes ægteparret Hegel. Jacob Hegel (1851-1918) var direktør for Gyldendals Forlag og en ivrig kunstsamler, og efter hans død i 1920 testamenterede hustruen, Julie, en stor del af deres værker til Gentofte Kommune, der placerede den på Øregaard. Siden har Øregaard Museum selv udbygget sin faste samling, så den i dag tæller omkring 3000 værker fordelt på maleri, kobberstik, raderinger, akvareller og tegninger. Museet viser med jævne mellemrum udpluk af den faste samling.
Udstillinger
Øregaard Museum viser 2-3 udstillinger om året med både ældre og nyere kunst.
Museet har etableret en lang og fin tradition for at rette fokus mod kunstnere, som i deres samtid blev overset eller fik en mindre blid medfart, eksempelvis Elisabeth Jerichau Baumann, Bertha Wegmann, Marie Krøyer, Hugo Larsen, Paul Fischer og Svend Hammershøi, som blev vist i foråret 2008.
Arrangementer
Året igennem byder museet på mange typer arrangementer og faste traditioner for både voksne og børn: Omvisninger og foredrag, Øregaards lille malerskole for børn, tøndeslagning til fastelavn, påskeaktiviteter, høstmarked, sensommerlysfest med levende lys i parken og endelig "jul som i gamle dage". Arrangementer, der også for en bredere kreds har gjort Øregaard til et populært samlingspunkt i lokalområdet.