Øregaard - et landsted fra den florissante tid

Landstedet Øregaard blev opført i 1806-8 til storkøbmanden og plantageejeren Johannes Søbøtker (1777-1854) og hans familie. Johannes Søbøtker var i 1804 blevet

optaget som kompagnon i Chr. Wilhelm Duntzfeldts handelsfirma, og tjente sine

penge på søfart og den indbringende trekantshandel mellem Danmark, Afrika og

Danskvestindien.

Sukker og slaver

Søbøtker ejede selv sukkerplantager på de dansk-vestindiske øer, og på vejen derud lagde skibene til ved Afrikas kyst, hvor mænd, kvinder og børn blev taget med som slaver og transporteret til øerne som arbejdskraft i plantagerne. Skibene returnerede til København fuldt lastede med eksotiske varer - og sukker ikke mindst.

Søbøtker blev, ligesom mange af tidens mænd indenfor handel og søfart, en ganske

velhavende repræsentant for det borgerskab, der blev 1800-tallets toneangivende

kraft. Et borgerskab, der tilegnede sig de vaner, som hidtil havde været forbeholdt

adelen. For eksempel lod Jonannes Søbøtker tidens førende kunstnere

portrættere familien, ligesom det var skik i adelige kredse.

Sommer i det grønne

Et passende landsted udenfor København, hvor familien boede om vinteren, måtte

også til. Således købte Søbøtker og hustruen Johanne Margrethe (1777-1829) i

1806 jorden i Hellerup med bondegården Øregaard for at opføre en herskabelig

sommerbolig. Her var der stadig langt mellem husene, og køer og heste gik på

græs på strandengene ved Øresund.

Den ekstravagante Søbøtker elskede selskabelighed og lod pengene rulle rask. I

1821 var pengekassen tom, og Øregaard måtte sælges. Tidernes ugunst havde

ganske givet også spillet ind i hans svindende økonomiske formåen - ikke mindst

statsbankerotten 1813 bragte handelsfirmaet i vanskeligheder. Resten af 1800-

tallet var Øregaard dog fortsat centrum for borgerskabets fredfyldte og muntre

sommerliv - nu blot med andre familier som ejere.